Når vi bygger flyet, mens vi styrter mod jorden

Følelsen af at se en person løbe efter bussen, selvom man ved, den gik for 5 minutter siden? Der er panik i øjnene, slipset flagrer, og værdigheden er for længst tabt.

Sådan ser det ud i mange virksomheder lige nu, når snakken falder på AI.
Der er gået “Klondike” i den. Direktionen har fået AI-feber, og nu skal der graves guld. Der bliver indkøbt licenser og tools, som om det var toiletpapir under en pandemi.

Og her kommer modhugget. Jeg kan næsten høre det: “Jamen Michael, du forstår det ikke! Toget kører NU. Teknologien udvikler sig eksponentielt. Hvis vi stopper op for at lave ‘Change Management’ og holde i hånd, så er vi døde. Vi er nødt til at bygge flyet, mens vi er i luften!”

Tjo, det er et meget heroisk billede.
Det lyder mega action-packed.

Men problemet med at bygge flyet, mens man er i luften, er, at hvis din besætning har højdeskræk, og piloten ikke aner, hvad knapperne gør, så bygger I ikke et fly. Så bygger I en meget dyr kiste med wi-fi.

I min verden bliver en dårlig proces ikke bliver god af at blive automatiseret.
Den bliver bare dårlig med lysets hastighed.

Hvis vi kun fokuserer på AI (teknologien) og glemmer EI (mennesket) og strategien (ej at forglemme), så ender vi med medarbejdere, der føler sig dumme, fordi de har fået en Ferrari, men kun har kørekort til en ladcykel.

Vi skal turde spørge: Understøtter det her tool egentligt vores rejse, eller er det bare dyrt legetøj? Og er vores folk klar til at være co-piloter, eller står de stadig nede på jorden og undrer sig over, hvorfor vi har så travlt?

Man kan godt have fart på uden at miste hovedet.
Det kræver bare, at man husker, at det stadig er mennesker, der skal styre maskinerne.

Er jeres strategi “Ready, Fire, Aim”, eller husker I at sigte først?